Forestillingen begynder, inden vi når scenen, idet Heidi Katzenelson og Katharina Kamber kommer os i møde med en lille båndafspiller, der spiller indianerstamme-inspireret panfløjte. Nærværende men hemmelighedsfuldt tavse er de iklædt pelsrester fra top til tå, og med sig har de små pelspølser, som de via usynlig snor får til at virke helt utrolig livagtige.

Børnene er tryllebundet fra start, og som et par rottefængere fra Hameln bevæger de to pelspjuskede performere sig af sted med deres små dimsende og dansende pelspølsedyr og en hale af nysgerrige børn efter sig. Det er en virkelig fin start, og denne sarte kontakt publikum og teater imellem uddybes til decideret fortrolighed, inden vi lokkes derfra, som vi kom.

Hæse fløjter og kattepotetrommer

Indenfor ligger der pelsreder spredt ud. Det er godt at sidde i dem, fortæller Katharina Kamber alvorligt, for de skal selvfølgelig varmes. Logikken er slående og godtages fuldstændig af de små størrelser, der møffer sig godt til rette med deres forældre. Foran os ligger et kæmpe bjerg af pels og nogle æg rundt omkring. Scenetæppet viser sneklædte bjerge.

Med koklokker i baggrunden er det svært ikke at skænke de schweiziske alper en kærlig tanke, men det strittende univers kommer vidt omkring og er mildest talt ikke sådan lige at placere. Ikke at målgruppen studser over den slags, som de sidder og aer deres bløde reder. Ikke desto mindre kommer både forblæst indianer-prærieland og russiske zar-referencer i spil, og dette i høj grad via musikken, der fortjener opmærksomhed og ord med på vejen. Med sin spjættende, positive energi minder den undertegnede lidt om Hans Henrik Leys Cirkeline-musik, eller man forestiller sig en børneyogatime, hvor de eksotiske toner skiftevis lægger op til leg og zen.

Thomas Dinesens små kompositioner folder sig ud med hæse fløjter og bløde trædepude-trommer, og understøtter på den måde forbilledligt den varsomme og nysgerrige udforskning af forestillingens mange mærkværdige pelsfinurligheder. De varierede musikstykker med titler som ’spøjs ko’, ’brune orm’ og ’møgdyr’ er særdeles stemningsbærende i dette flagrende, eventyrlige opdagelsesunivers, og vores to formidlere tager sig god tid til at undres, stoppe op og mærke efter.

Især kontakten til publikum er rørende. Fantasien ægges smukt som både kompleksitet og tempo skrues ned, og her gælder så godgørende åbenlyst andre regler end de gængse, vi er vant til. Det er bare med at tage det ind.

Snorkende sovecyklus

Eksempelvis ringer et æg i en rede, og med voldsomt overbevisende lydeffekter udklækkes en æggeblommegul pels, der som det naturligste i verden sættes øverst på scenens bagtæppe og agerer sol. Med jævne mellemrum flyttes den længere og længere henover himlen, som den fineste tidshorisont, indtil den lægges tilbage i sit æg for at sove.

Stykkets titel med de to zz’er giver på den måde hurtigt virkelig god mening, for det her med at sove bliver et gennemgående, næsten rytmisk tema i den lille, enkle opsætning, hvor der snorkes til den store guldmedalje.

Undervejs møder vi forskellige små pelsjuskede figurer uden at der er tale om nogen egentlig historie. Sorte er med elastiksnor og lang pels et groovy lille indslag, som laver ballade, bliver væk og må findes. Den søvnige ’Røde’ minder mest af alt om en forstørret dværgkanin, og han kan ikke danse ret meget rundt med Sorte, før han igen må puttes.

Det er kært og overbevisende formidlet, og især den lille sorte pelspølses forsvindingsnummer fryder de små, der ivrigt hjælper med at pege og vise, hvor han gemmer sig.

Elementernes rasen og sanseleg

Da et stort gult æg begynder og rasle og røre på sig, ændres stemningen på ny. De knasende playback-lydeffekter akkompagnerer igen den overdrevne udklækningsproces, og denne gang kommer et kæmpe stykke hvid pels frem, der som smeltet sne tager form som en decideret lavine. Det kæmpe pelsbjerg buldrer og brager for til sidst at knække over og blive til to separate halvdele.

Det er lidt voldsomt, men Katharina klapper og aer de to pelsbunker, som hun nu kærligt kalder for møgdyr, og så er det hele ikke så farligt alligevel. Faktisk begynder de at snorke og bisonbrumme dybt.

Elegant illuderer lidt pels på en finger uden problemer mikrofon, komplet med lette tap for at se om lyden går igennem, da der skal siges en besked til de voksne. ’Det der sker nu, er lige så vigtigt som det foregående,’ lyder det formanende som optakt til stykkets interaktive del, hvor de små inviteres helt tæt på.

Nu er der fri leg med pelspølserne, man kan komme op og ikke bare røre, men ligefrem ride på møgdyrene, musikken spiller op til eventyr, og børnene trækkes af sted i deres pelsreder henover gulvet.

Det er super enkelt, og det tager kegler. 'Pelzz' anbefales varmt.